Hvem, hvad og hvorfor?
Hyggern' at møde dig i cyberspace!
Navnet er Mads - et af de mest populære navne i det herrens år 1997. Det har skabt en madse dilemmaer. Hvordan skiller man sig ud fra madserne? Kan jeg have en ven, der hedder Mikkel uden at blive mobbet? Og hvordan udtaler man egentligt navnet på engelsk uden at skulle sige, at det udtales som 'weapon off Mads destruction'?
Amar'dreng, bogorm og tehomie
Hvem?
Born and raised i det Amarkanske fladland og med en hang til fester, fandt jeg ud af at vejen til bryllupsland var som musiker bevæbnet med en guitar, mandolin og et repetoire af gamle, danske drukviser. Senere blev jeg hooked på fotografering efter at have arvet min japanske oldefars analoge Nikon-kameraer. Før jeg vidste af det, stod jeg til mit første bryllup i 2022 og var ved at skide grønne grise, indtil at det gik op for mig, at det søde par var mindst ligeså nervøst som mig. Derfor gjorde jeg det til min mission at tage billeder af folk, der ikke er vant til at blive fotograferet, og startede min karriere som professionelt tredjehjul med kameraer i hænderne og powerbars i lommen.
Når jeg ikke knipser fotos bruger jeg tiden på at hype over Solvej Balles bogserie 'Om udregningen af rumfang', film af Wim Wenders og grøn te, som jeg religiøst brygger med termometer og hele moletjavsen. Det handler om præcision! Og så arbejder jeg også i museumsbranchen, hvor jeg laver mange tusind års kulturhistorie om til content og sender mange e-mails.
hvad?
Jeg knipser fotos af cuties, der ikke er vant til at blive fotograferet
Min tilgang til bryllupsfotografering er, at det er din fest, og at du kan gøre hvad filen, du har lyst til. Noget der fylder for mange par er billeder og booking af en fotograf, som mange aldrig har prøvet før. Og jeps, det er helt normalt at det er weird, at skulle være linselus for første gang.
Derfor bruger jeg altid en god mængde tid på at forberede jer, så I får den tryggeste og bedste oplevelse. Mit mål er altid, at gæsterne til brylluppet spørger, om vi var venner på forhånd, og at få jer til at trække på både tårekanaler og smilebånd, når i modtager alle billederne fra dagen.
hvorfor?
Der skal være et bryllup til alle
Alle par er forskellige. Nogen elsker at være i centrum en hel dag. Andre vil hellere hygge i sofaen og spille Dungeons & Dragons. Derfor inkluderer jeg altid personlige møder, så jeg kan se jeres naturlige kemi og tilpasse mine photoshoots efter det.
Hvem siger også, at bryllupper skal være perfekte? Lad os tage nogle perfekte, uperfekte billeder sammen!